Om mig

Lidt om mig, og måske kan du genkende dig i noget af det

For mange år siden var jeg til et arrangement, hvor en fremmed satte sig ved siden af mig. Han sagde som det første: "Du er sådan en, der hjælper mennesker med at få et arbejde."Det havde han ret i. Det har jeg stort set altid gjort gennem samtaler og coachende undervisning.

Baggrund og erfaring

Jeg er uddannet socialrådgiver og har en kandidat i it, kommunikation og organisation. Men allervigtigst er jeg godt oplært af alle de mennesker, jeg har haft samtaler med igennem de sidste 20 år. Og så har jeg selv været der.

Jeg har bl.a. været projektleder hos FOF med jobcoachende undervisning, haft egen virksomhed med kontrakter med kommuner om jobcoachende forløb for ledige og individuel coaching, arbejdet i Falck Healthcare og været jobformidler i en kommune. Og så har jeg prøvet at blive fyret, at være ledig og sygemeldt.

Måske har du forladt dit job, fordi du ikke trivedes, og nu vil du sikre dig, at du kommer et bedre sted hen. Måske er du sygemeldt og skal snart være jobsøgende igen. Måske er du blevet fyret, eller din stilling er blevet nedlagt. Måske er du ung og kæmper for at få fodfæste, eller senior og oplever, at det pludselig er langt sværere end før.

Jeg har mødt mennesker i alle mulige situationer og fag, fra nyuddannede og ufaglærte til erfarne ledere, psykologer, lærere, håndværkere, ingeniører og biologer. Alle aldre, alle baggrunde. Og alligevel oplever jeg det samme igen og igen: Når man får hjælp til at finde sin styrke og skabe klarhed, kan man tage kontrollen over sin karriere og lande et job, hvor man trives.

Det handler ikke om din titel eller erfaring, men om at finde det, der giver dig energi, selvtillid og retning. For så sælger du dig selv og lander et job.

Det er præcis dét, jeg gerne vil hjælpe dig med.

Det kan føles som at være udenfor, og at arbejdsmarkedet er som en karrusel, der kører stærkt, hvor det er svært at hoppe på. Men at være ledig skal også være en god tid i dit liv. Derfor er det vigtigt for mig at tilbyde dig en mulighed for at gøre denne tid til en vigtig tid i dit liv og samtidig gøre det lettere at komme på karrusellen igen.